Hvorfor er de der hashtags så vigtige? Og hvordan er det lige, man skal bruge dem? I indlægget her forsøger jeg at gøre dig klogere på, hvorfor det er vigtigt, du bruger hashtags og ikke mindst, hvorfor det er vigtigt, at du bruger de rette hashtags.
En dataundersøgelse fra Later.com viser, at billeder med hashtags får helt op til 12,6 procent mere opmærksomhed og interaktion sammenlignet med billeder uden hashtags. Det betyder, at det kan skabe meget mere værdi for din virksomhed at bruge relevante hashtags på dine billeder på Instagram.
Hvad er hashtags?
Hashtags kan sammenlignes med at være en form for søgeværktøj. Bruger du hashtags, der er relevante for din virksomhed, kan du blive ”opdaget” af potentielle kunder. Sælger du f.eks. smykker og accessories er det en god ide at bruge tid på at finde frem til de mest populære og nicheprægede hashtags, som kan passe til virksomheden og produkterne.
Brug en blanding af store og små hashtags
De store og populære hashtags har ofte på den anden side af hundredtusind opslag. Det kan virke logisk kun at bruge de store hashtags, fordi mange benytter dem og besøger dem hver dag. Bruger du dog kun store hashtags, vil dit opslag hurtigt forsvinde i mængden, og så får du ikke meget ud af det.
Det er derfor en god ide at bruge en blanding af store og nicheprægede hashtags. For ved de nicheprægede hashtags er der større chance for, at du bliver fundet på dem, og at brugerne der besøger dem, finder det de søger efter og begynder at følge dig.
Vil du gerne have fat i danske brugere af Instagram, anbefaler jeg, at du bruger danske hashtags. Brug dog ikke hashtags, der har under 1000 opslag, da hashtagget dermed kan være dødt.
Hvor mange hashtags skal du bruge?
For at blive fundet af så mange brugere som muligt skal du gerne bruge et sted mellem 21-25 hashtags på dit billede. Du kan bruge helt op til 30 hashtags, men gør du dette for ofte, kan du risikere, at algoritmen ser dig som spammer.
Gå derfor efter at bruge cirka 25 relevante hashtags inden for din branche. Et rigtig godt tip er at søge på et større hashtag og derefter kigge på de relaterede hashtags, som Instagram automatisk foreslår.
Brug 4-5 hashtags under billedet og skriv resten i kommentarfeltet, da det ser mindre rodet ud.
Husk at variere dine hashtags
Når du begynder at bruge hahtags i dine opslag på Instagram, skal du være opmærksom på ikke at bruge de samme hashtags hver gang. For hvert opslag du laver, skal du finde nogle nye hashtags, så det ikke er alle, der bliver genbrugt gang på gang.
Grunden til det er, at du risikerer at ende i et såkaldt Shadowban, hvor Instagrams algoritme simpelt forklaret markerer dine opslag som spam. Hvis det sker, kan det påvirke synligheden af dine opslag negativt. Og det vil du gerne undgå!
Hvis du synes, det lyder uoverskueligt, er der hjælp at hente i diverse apps, som kan kreere lister med forskellige hashtags til dig.
Har du brug for hjælp til Instagram? Kontakt mig på tekstunivers@gmail.com.